De fleste kommuner skal i denne tid kigge langt efter uddannede pædagoger, men for Skanderborg kommune er problemet ekstra stort.

Af Oliver K. Skammelsen

Alle vil bo i Skanderborg kommune – i hvert fald mange. Det viser tal fra Skanderborg kommunes egen hjemmeside og faktisk er befolkningstallet steget med hele 11,5 procent over de seneste ti år.

I blandt de 11,5 procent finder vi rigtig mange børnefamilier. Det er et problem, når man i forvejen mangler pædagoger og ikke har plads i daginstitutionerne til at passe de børn, der allerede bor i kommunen.

Ifølge Trine Frengler, socialdemokrat og formand for Børn- og Ungdomsudvalget i Skanderborg kommune, åbnes der syv nye daginstitutioner over de næste par år. Det er naturligvis en løsning, der vil skabe plads til flere børn, men samtidig gøres efterspørgslen på pædagoger meget større.

Det er et problem, som Trine Frengler kæmper med til hverdag:
”Vi skal rekruttere i omegnen af 90 nye medarbejdere. Det er vigtigt, at vi skaffer kvalificeret personale – det er heller ikke helt lige meget, hvilke personer, som vi får ind.”

Trine ønsker at gøre Skanderborg kommune til en attraktiv arbejdsplads igennem et godt arbejdsmiljø, men er samtidig klar over, at nye tiltag er nødvendige, hvis der skal skaffes pædagoger nok til at følge væksten. Trine selv kalder Skanderborg kommune for et ’vækstcentrum’.

Hun tror dog heller ikke på, at det vil hjælpe at hæve lønnen for pædagoger i kommunen, fordi nabokommunerne så bare vil skrue tilsvarende op.

Ifølge en rapport fra Damvad Analytics vil den danske mangel på pædagoger i 2030 være allerstørst i netop Østjylland, hvor Skanderborg altså hører til.

Birgitte Majgaard, der til daglig er næstformanden i Børn- og Ungdomsudvalget i Skanderborg kommune, svarer ja til, at der i teorien er risiko for, at de kommende daginstitutioner kommer til at stå tomme. Det er formanden Trine dog ikke enig i:

”Jeg ved simpelthen ikke, hvor hun har den information fra. Det tror jeg ikke på,” afviser Trine og fortsætter: ”det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at vi når i mål.”

Link til video

https://video.dmjx.dk/media/TrineFrengler/0_u5axjl9r

Jesper Olesen fra Aalestrup har i dag været spilfri i syv år, men det er svært at lægge fortiden helt bag sig, når man konstant støder på spilreklamer. I dag er han dog mere bekymret for de mange unge mennesker, der er lettere modtagelige overfor de uendelige spilfrister.

Af Oliver K. Skammelsen

Det kribler i hele kroppen, og tankerne står aldrig stille. Penge. Som en tåge i hjernen, der slukker for alle andre tanker end spil og penge. Tågen forlanger adrenalin. Selv når de andre tanker ikke er fortågede, ligger tanken om pengespil stadig i baghovedet 24 timer i døgnet. Ludomaner bliver afhængige af et kick, såvel som en ryger bliver afhængig af nikotin. Således har Jesper brugt otte år af sit liv.

Men en dag bliver det for meget.

”Jeg sidder til frokostpausen og går fuldstændig i sort. Jeg græder. Jeg tænker, at hvis jeg skal have noget ud af det her liv, så skal der ske et eller andet.”

I sin frokostpause på sommerjobbet bryder Jesper sammen. Det, der for andre var en helt almindelig mandag i august, endte med at blive én af de vigtigste dage i Jespers liv. Her indser han, at han har et spilleproblem. I weekenden op til denne mandag havde Jesper brugt hele sin månedsløn på pengespil. Han havde ikke betalt husleje, og for første gang sagde hans forældre nej til at låne ham penge.

25-årige Jesper indså i dette øjeblik, at der skulle ske noget, hvis han skulle have nogen chance for at opnå sit ideelle liv. Kone, børn og hus. En kernefamilie. Uden at tøve griber Jesper derfor i selvsamme frokostpause sin telefon og ringer til Lars, en nær ven af familien. Jesper fortæller alt og går til bekendelse. Han indrømmer for første gang, at han har et spilleproblem – og derfra går det stærkt. Familievennen Lars fortæller det herefter videre til en anden ven af familien, der tidligere har haft problemer med spil.

Den efterfølgende fredag aften sidder Jesper alene i sin lejlighed. Han har smidt benene op i sin bløde sofa, åbnet en iskold Tuborg og er klar til at se det danske fodboldlandshold banke det svenske. Pizzaen er blevet leveret fra pizzabuddet og befinder sig nu dampende på Jespers skød. Inden han når at få sat tænderne i den tilbragte pizza, banker det på hoveddøren. Pizzaen bliver tungt placeret på bordet, og han slentrer ud mod døren. Pludselig, står Jesper og stirrer på Lars og Lars – det hed de begge. De stirrer tilbage uden at fortrække en mine.

”Vi skal ud at køre en tur”, siger de.

Før Jesper ved det, holder han i indkørslen hos sine forældre med de to gange Lars som følgesvende. Ingen vej tilbage. Sådan beskriver Jesper det afgørende øjeblik, der satte gang i sin afvænningsfase. De sætter sig rundt om et bord, og her taler de til sent ud på aftenen. Jespers forældre havde før prøvet at tale med ham om hans spillevaner – uden held.

”I er nogle satans røvhuller. Jeg har styr på det her,” endte Jesper typisk med at svare igen på deres indblanding.

Af denne årsag var lettelsen hos Jespers forældre ikke til at skjule, da han ud af det blå troppede op og gik til bekendelse foran dem. Pludselig var han modtagelig overfor hjælp. Herfra blev de alle enige om, at Jesper skulle i behandling, og det kom han et par dage senere. Siden har Jesper ikke spillet en krone.

Ludomani i Danmark

I dag er Jesper spilfri ludoman og deler gerne sin historie, da han har et indtryk af, at den hjælper andre. Og denne hjælp er der brug for ifølge Thomas Marcussen, klinikleder hos Forskningsklinikken for Ludomani.

”Antallet af borgere, der har en form for spilleproblem, vokser rigtig meget,” fortæller Marcussen om ludomaniudviklingen herhjemme i Danmark.

Denne udvikling kan også ses på den seneste rapport fra spillemyndighederne, der blev udgivet i 2016. Marcussen forventer, at udviklingen vil kunne ses i endnu voldsommere grad på spillemyndighedernes kommende rapport, der er sat til at blive udgivet i sommeren 2022.

Spillemyndighederne har hertil en platform kaldet ROFUS, Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere. Det er en platform, man kan tilmelde sig frivilligt, hvis man har spilleproblemer og vil udelukkes fra de danske spillesider. Antallet af indmeldte viser tydeligt, at flere danskerne har udviklet problemer med spil over de seneste år. Platformen havde i 2012 1.456 tilmeldte, mens den i dag råder over mere end 30.000 danskere.

Denne umiddelbare voldsomme stigning kan have noget at gøre med, at vi i dag stifter bekendtskab med spil i en tidligere alder, ifølge Marcussen:

”Der sker en ændring i demografien af danskere med ludomani. Målgruppen bliver yngre og yngre, og det er jo forfærdeligt.”

Unge fristes med spil i dagligdagen

Flere og flere unge danskere er altså ludomaner og har spilleproblemer, men man støder måske ikke så tit på dem – så vidt man ved. Foredragsholder og tidligere ludoman Marcus Mossalski frygter, at det er en afhængighed og en sygdom, der er blevet normaliseret blandt unge. Det er simpelthen for let at skjule på hobbyplan. Mange formår at holde det på et kontrollerbart, hyggeligt niveau og spiller lidt for sjov med vennerne en gang i mellem. Det gør det så meget sværere at spotte de personer med reelle problemer, da de nemt kamuflerer sig i mængden.

Marcus pointerer hertil, at den uendelige strøm af spilreklamer er med til at normalisere afhængigheden for unge. Man kan ikke se fjernsyn i ret lang tid, før man støder på en spilreklame, og det gør Marcus bekymret.

”Jeg er bekymret for børn og unge. Spilreklamerne er med til at normalisere, at sport er lig med betting. Jeg troede helt seriøst selv, at alle mænd, der så en fodboldkamp, havde satset penge. Det var på grund af reklamerne, at jeg troede det. Det er også noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle unge, når jeg holder foredrag.”

Marcus og Jesper er meget enige, når det kommer til spilreklamer. Det er konstante fristelser. Det er konstante påmindelser om, at der er noget, der hedder gambling. En konstant påmindelse om at der er en chance for at vinde penge. Det er her mange falder i.

”Det burde afskaffes. Der er så mange fristelser hele tiden. Personligt, ser jeg meget fodbold, og jeg skal glo på omkring 15 spilreklamer i løbet af sådan en kamp. Jeg synes, det er skræmmende, at unge med spilleproblemer også udsættes for det,” fortæller han, tydeligt irriteret, om sin holdning til spil og markedsføring heraf.

For de fleste er en spilreklame bare endnu en reklame, der bliver overset, men for folk med alarmerende spilletendenser er det konstante fristelser. Jesper sætter sig helt frem i stolen, og man kan skimte flammerne i hans øjne, da han forklarer, at man jo heller ikke må reklamere for cigaretter. Begge dele er sundhedsskadeligt og farligt – faktisk har en tredjedel af ludomaner i Danmark overvejet selvmord, ifølge Center for Ludomani.

Jesper mener langt fra, der bliver gjort nok for at beskytte de mange udsatte, og de personer der kæmper med spilafhængighed.

”Det første jeg mødte, da jeg kom hjem fra min behandling, var en spilreklame.”

Jesper forklarer med et opgivende ansigtsudtryk, at ludomani er et misbrug og en afhængighed, der bliver glemt og nedprioriteret. Han er uforstående overfor, hvorfor man må markedsføre for spil i så voldsom en grad, som han mener, det bliver gjort i dag. Han fortæller med lav og rolig stemmeføring, at ludomani er en skæbne, han ikke vil udsætte sin værste fjende for. Man forstår det ikke, før man har oplevet det på egen hånd. Han hentyder til, at det er derfor, der ikke bliver gjort noget ved markedsføringslovgivningen. Folk forstår det ikke.

Spilreklamer ødelægger liv

Center for Ludomani er nogle af dem, der forsøger at forstå det. De tilbyder behandling for ludomani og spilafhængighed i hele landet – ganske gratis. Centerleder, Henrik Thrane Brandt, peger igen på, at en årsag til de løse markedsføringsregler for spil er, at det er et normaliseret misbrug.

“Ludomani kalder vi faktisk for den skjulte afhængighed, fordi det er rigtig nemt at skjule. Hvis det er alkohol eller stoffer, så skal folk nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt, men spilleproblemer er meget svære at se,” fortæller Brandt overbevisende om, hvorfor der florerer så mange reklamer for spil.

Center for Ludomani er dagligt i kontakt med ludomaner og folk med spilleproblemer. De kender konsekvenserne, og de ved, hvad spilreklamer gør ved folk med spilleproblemer. I en drømmeverden så Brandt og resten af Center for Ludomani helst, at markedsføring for spil blev helt forbudt. Det samme ønsker Marcus Mossalski, der selv har håndteret spilafhængighed og til dagligt bevæger sig blandt ludomaner. Han fortæller, at han selv flere gange er blevet frustreret over, at en spilreklame har givet ham lyst til at spille om penge. Han er blevet fristet og har efterfølgende følt sig nødt til at slukke sit tv og aflevere al sin elektronik til sine forælde. Alt dette for at sikre sig mod at falde i ludomanifælden igen. Marcus kender konsekvenserne, og han er derfor bevidst om, at han bliver nødt til aktivt at søge væk fra reklamerne, når han fristes – men så let er det ikke for folk med alarmerende spilletendenser, der ikke selv har indset det endnu.

“Hos folk der spiller meget i forvejen, ved vi at en spillereklame, kan skabe noget spilletrang. Der skal ikke ret meget til. Hvis man er glad for at spille, så reagerer man typisk stærkt på ting, der minder en om spil.” Sådan uddyber ludomaniforsker Thomas Marcussen effekten af spilreklamer på folk med dårlige spilletendenser.

Han forklarer yderligere, at en spillereklame ikke har nogen umiddelbar effekt på personer, der ikke spiller. Det mener han, at reklameproducerende virksomheder er klar over, og at de derfor bevidst sigter efter dem, der spiller lidt mere, end hvad godt er.

Død over spilreklamerne

Det er tydeligt, at Jesper ikke står alene med sine frustrationer mod spilreklamer. Faktisk er klart de fleste enige med ham. I Jespers ideelle verden var spilreklamer helt forbudt, og selvom det lyder nærmest umuligt, går det lige så stille i den rigtige retning.

Flere og flere kommuner begynder nu at tale om at forbyde spilreklamer på offentlig transport, og d. 16. maj 2022 tog Randers kommune skridtet og vedtog dette. Ikke flere reklamer på offentlig transport.

”Det er ikke hos offentlig transport, jeg ser det største problem. Fjernsynet er problemet, men det går den rigtige vej,” lyder det for første gang med et snært af håb i stemmen hos Jesper, der stadig mener, der er rigtig lang vej igen.

Louise Thusgaard Hørlück fra Egå blev for ét år siden prikket på skulderen af bestyrelsen i HEI svømning. De ville have hende med i bestyrelsen, og det havde Louise ikke brug for at tænke to gange over. I dag er hun en af de ildsjæle, der frivilligt knokler for den lokale svømmeklub. Det gør hun, fordi klubben beriger byens børn med et unikt fællesskab.

Af Oliver K. Skammelsen

”Svømmeklubben er over tid blevet en større og større del af mit familieliv, og derfor er jeg også blevet lidt opmærksom på, at det er et privilegium at have en stor svømmeklub lokalt. Det kræver nogle frivillige kræfter og nogle forældre, der bakker op. Uden os er det simpelthen ikke muligt at have sådan en klub lokalt.”

Sådan lyder det fra Louise Thusgaard Hørlück, da hun forklarer, hvorfor hun har valgt at lægge frivillige timer hos HEI svømning i bestyrelsen.

HEI svømning er den gamle, lokale svømmeklub i Egå. Det er en klub med stolte traditioner, og klubben er i dag mere end 50 år gammel. Klubben har omtrent 600 aktive medlemmer, der er fordelt udover 40 hold, ifølge deres hjemmeside.

Frivilligt arbejde

HEI svømning er altså yderst populær blandt byens borgere. Alle er velkomne uanset niveau og alder. Sådan en klub driver ikke sig selv. Den drives nemlig af en masse frivillige, der ønsker at give tilbage til lokalsamfundet. Bestyrelsesmedlem, Louise, føler, at hun skylder HEI svømning nogle frivillige timer, eftersom hendes børn og familie nyder godt af klubbens fællesskab og faciliteter.

”Det er bare naturligt, eftersom vores børn gør stor brug af klubbens faciliteter og går meget til svømning. Så giver vi naturligvis også en hånd med,” fortæller hun.

Helt grundlæggende er Louise dog også overbevist om, at det slet ikke ville være muligt at have en svømmeklub, hvis ikke der var frivillige forældre til at bakke op om den.

Klubben søger altid nye frivillige, men oplever, at der ikke er lige så mange glødende ildsjæle, der gider arbejde frivilligt, som der tidligere har været. Ikke kun HEI svømning oplever dette fænomen. Det er faktisk et generelt og udbredt problem i det danske foreningsliv, ifølge Danmarks Radio og Altinget. HEI svømnings kommende kasserer, Birgith Engelst Grove, kommer med et bud på, hvorfor man oplever dette:

”For mange tror jeg, det frivillige arbejde kan virke lidt usynligt. Vi prikker lidt forældrene på skuldrene og deler nogle flyers ud, og det tror jeg ikke, har været nødvendigt tidligere.”

Fælleskab

HEI svømning skaber et lokalt fællesskab blandt byens børn og unge. Dette er yderligere grund til, at Louise gerne giver en frivillig hånd med i bestyrelsen. Hun vil være med til at skabe værdi for lokalsamfundet og de børn og unge, der deltager aktivt i dette.

”De går til svømning, og det er fantastisk,” men når det er sagt, vil Louise understrege, at det ikke er svømning, der er det vigtigste for hende:

”For mig er det vigtigste at samle nogle børn og unge i et fællesskab.”

Generelt er det vigtigste for Louise, og de andre frivillige, at deres arbejde er værdigivende. Det skal gerne bidrage til deres egne- såvel som andres børns hverdag via et meningsfuldt fællesskab og en god omgang motion.

Lokalsamfund

Spørger man de frivillige, hvorfor der har valgt at lægge timer i HEI svømning, er de hurtige til at nævne bylivet og lokalsamfundet. De føler, at de beriger Egå med et samlingssted for unge sportsudøvere og bidrager til en sund hverdag for disse. Herudover, er den generelle holdning, at en lokal svømmeklub er et privilegium.

Louise mener, at det er fantastisk, man kan få lov at påvirke Egås byliv med en beskeden indsats, og hun vil helt klart opfordre andre til at komme ned og give en hånd med.

”Man kan få lov til at bidrage til noget, der giver mening for vores lokalsamfund og for vores børn og unge. Man kan hurtigt og tydeligt se en effekt med arbejdet. Man kan sige, at det giver en værdifølelse og et fællesskab omkring det lokale.”

Sådan fortæller hun stolt, og understreger igen:

”Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at have en lokal svømmeklub uden lokale, frivillige hænder”.

Egås lokale svømmeklub ville altså ikke eksistere uden hjælp fra frivillige ildsjæle som Louise. Hun, og de andre glødende sjæle, driver altså frivilligt en klub, som dagligt kæmper for at skabe et trygt og rart miljø for Egå- og omegnens unge.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.