Jesper Olesen fra Aalestrup har i dag været spilfri i syv år, men det er svært at lægge fortiden helt bag sig, når man konstant støder på spilreklamer. I dag er han dog mere bekymret for de mange unge mennesker, der er lettere modtagelige overfor de uendelige spilfrister.

Af Oliver K. Skammelsen

Det kribler i hele kroppen, og tankerne står aldrig stille. Penge. Som en tåge i hjernen, der slukker for alle andre tanker end spil og penge. Tågen forlanger adrenalin. Selv når de andre tanker ikke er fortågede, ligger tanken om pengespil stadig i baghovedet 24 timer i døgnet. Ludomaner bliver afhængige af et kick, såvel som en ryger bliver afhængig af nikotin. Således har Jesper brugt otte år af sit liv.

Men en dag bliver det for meget.

”Jeg sidder til frokostpausen og går fuldstændig i sort. Jeg græder. Jeg tænker, at hvis jeg skal have noget ud af det her liv, så skal der ske et eller andet.”

I sin frokostpause på sommerjobbet bryder Jesper sammen. Det, der for andre var en helt almindelig mandag i august, endte med at blive én af de vigtigste dage i Jespers liv. Her indser han, at han har et spilleproblem. I weekenden op til denne mandag havde Jesper brugt hele sin månedsløn på pengespil. Han havde ikke betalt husleje, og for første gang sagde hans forældre nej til at låne ham penge.

25-årige Jesper indså i dette øjeblik, at der skulle ske noget, hvis han skulle have nogen chance for at opnå sit ideelle liv. Kone, børn og hus. En kernefamilie. Uden at tøve griber Jesper derfor i selvsamme frokostpause sin telefon og ringer til Lars, en nær ven af familien. Jesper fortæller alt og går til bekendelse. Han indrømmer for første gang, at han har et spilleproblem – og derfra går det stærkt. Familievennen Lars fortæller det herefter videre til en anden ven af familien, der tidligere har haft problemer med spil.

Den efterfølgende fredag aften sidder Jesper alene i sin lejlighed. Han har smidt benene op i sin bløde sofa, åbnet en iskold Tuborg og er klar til at se det danske fodboldlandshold banke det svenske. Pizzaen er blevet leveret fra pizzabuddet og befinder sig nu dampende på Jespers skød. Inden han når at få sat tænderne i den tilbragte pizza, banker det på hoveddøren. Pizzaen bliver tungt placeret på bordet, og han slentrer ud mod døren. Pludselig, står Jesper og stirrer på Lars og Lars – det hed de begge. De stirrer tilbage uden at fortrække en mine.

”Vi skal ud at køre en tur”, siger de.

Før Jesper ved det, holder han i indkørslen hos sine forældre med de to gange Lars som følgesvende. Ingen vej tilbage. Sådan beskriver Jesper det afgørende øjeblik, der satte gang i sin afvænningsfase. De sætter sig rundt om et bord, og her taler de til sent ud på aftenen. Jespers forældre havde før prøvet at tale med ham om hans spillevaner – uden held.

”I er nogle satans røvhuller. Jeg har styr på det her,” endte Jesper typisk med at svare igen på deres indblanding.

Af denne årsag var lettelsen hos Jespers forældre ikke til at skjule, da han ud af det blå troppede op og gik til bekendelse foran dem. Pludselig var han modtagelig overfor hjælp. Herfra blev de alle enige om, at Jesper skulle i behandling, og det kom han et par dage senere. Siden har Jesper ikke spillet en krone.

Ludomani i Danmark

I dag er Jesper spilfri ludoman og deler gerne sin historie, da han har et indtryk af, at den hjælper andre. Og denne hjælp er der brug for ifølge Thomas Marcussen, klinikleder hos Forskningsklinikken for Ludomani.

”Antallet af borgere, der har en form for spilleproblem, vokser rigtig meget,” fortæller Marcussen om ludomaniudviklingen herhjemme i Danmark.

Denne udvikling kan også ses på den seneste rapport fra spillemyndighederne, der blev udgivet i 2016. Marcussen forventer, at udviklingen vil kunne ses i endnu voldsommere grad på spillemyndighedernes kommende rapport, der er sat til at blive udgivet i sommeren 2022.

Spillemyndighederne har hertil en platform kaldet ROFUS, Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere. Det er en platform, man kan tilmelde sig frivilligt, hvis man har spilleproblemer og vil udelukkes fra de danske spillesider. Antallet af indmeldte viser tydeligt, at flere danskerne har udviklet problemer med spil over de seneste år. Platformen havde i 2012 1.456 tilmeldte, mens den i dag råder over mere end 30.000 danskere.

Denne umiddelbare voldsomme stigning kan have noget at gøre med, at vi i dag stifter bekendtskab med spil i en tidligere alder, ifølge Marcussen:

”Der sker en ændring i demografien af danskere med ludomani. Målgruppen bliver yngre og yngre, og det er jo forfærdeligt.”

Unge fristes med spil i dagligdagen

Flere og flere unge danskere er altså ludomaner og har spilleproblemer, men man støder måske ikke så tit på dem – så vidt man ved. Foredragsholder og tidligere ludoman Marcus Mossalski frygter, at det er en afhængighed og en sygdom, der er blevet normaliseret blandt unge. Det er simpelthen for let at skjule på hobbyplan. Mange formår at holde det på et kontrollerbart, hyggeligt niveau og spiller lidt for sjov med vennerne en gang i mellem. Det gør det så meget sværere at spotte de personer med reelle problemer, da de nemt kamuflerer sig i mængden.

Marcus pointerer hertil, at den uendelige strøm af spilreklamer er med til at normalisere afhængigheden for unge. Man kan ikke se fjernsyn i ret lang tid, før man støder på en spilreklame, og det gør Marcus bekymret.

”Jeg er bekymret for børn og unge. Spilreklamerne er med til at normalisere, at sport er lig med betting. Jeg troede helt seriøst selv, at alle mænd, der så en fodboldkamp, havde satset penge. Det var på grund af reklamerne, at jeg troede det. Det er også noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle unge, når jeg holder foredrag.”

Marcus og Jesper er meget enige, når det kommer til spilreklamer. Det er konstante fristelser. Det er konstante påmindelser om, at der er noget, der hedder gambling. En konstant påmindelse om at der er en chance for at vinde penge. Det er her mange falder i.

”Det burde afskaffes. Der er så mange fristelser hele tiden. Personligt, ser jeg meget fodbold, og jeg skal glo på omkring 15 spilreklamer i løbet af sådan en kamp. Jeg synes, det er skræmmende, at unge med spilleproblemer også udsættes for det,” fortæller han, tydeligt irriteret, om sin holdning til spil og markedsføring heraf.

For de fleste er en spilreklame bare endnu en reklame, der bliver overset, men for folk med alarmerende spilletendenser er det konstante fristelser. Jesper sætter sig helt frem i stolen, og man kan skimte flammerne i hans øjne, da han forklarer, at man jo heller ikke må reklamere for cigaretter. Begge dele er sundhedsskadeligt og farligt – faktisk har en tredjedel af ludomaner i Danmark overvejet selvmord, ifølge Center for Ludomani.

Jesper mener langt fra, der bliver gjort nok for at beskytte de mange udsatte, og de personer der kæmper med spilafhængighed.

”Det første jeg mødte, da jeg kom hjem fra min behandling, var en spilreklame.”

Jesper forklarer med et opgivende ansigtsudtryk, at ludomani er et misbrug og en afhængighed, der bliver glemt og nedprioriteret. Han er uforstående overfor, hvorfor man må markedsføre for spil i så voldsom en grad, som han mener, det bliver gjort i dag. Han fortæller med lav og rolig stemmeføring, at ludomani er en skæbne, han ikke vil udsætte sin værste fjende for. Man forstår det ikke, før man har oplevet det på egen hånd. Han hentyder til, at det er derfor, der ikke bliver gjort noget ved markedsføringslovgivningen. Folk forstår det ikke.

Spilreklamer ødelægger liv

Center for Ludomani er nogle af dem, der forsøger at forstå det. De tilbyder behandling for ludomani og spilafhængighed i hele landet – ganske gratis. Centerleder, Henrik Thrane Brandt, peger igen på, at en årsag til de løse markedsføringsregler for spil er, at det er et normaliseret misbrug.

“Ludomani kalder vi faktisk for den skjulte afhængighed, fordi det er rigtig nemt at skjule. Hvis det er alkohol eller stoffer, så skal folk nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt, men spilleproblemer er meget svære at se,” fortæller Brandt overbevisende om, hvorfor der florerer så mange reklamer for spil.

Center for Ludomani er dagligt i kontakt med ludomaner og folk med spilleproblemer. De kender konsekvenserne, og de ved, hvad spilreklamer gør ved folk med spilleproblemer. I en drømmeverden så Brandt og resten af Center for Ludomani helst, at markedsføring for spil blev helt forbudt. Det samme ønsker Marcus Mossalski, der selv har håndteret spilafhængighed og til dagligt bevæger sig blandt ludomaner. Han fortæller, at han selv flere gange er blevet frustreret over, at en spilreklame har givet ham lyst til at spille om penge. Han er blevet fristet og har efterfølgende følt sig nødt til at slukke sit tv og aflevere al sin elektronik til sine forælde. Alt dette for at sikre sig mod at falde i ludomanifælden igen. Marcus kender konsekvenserne, og han er derfor bevidst om, at han bliver nødt til aktivt at søge væk fra reklamerne, når han fristes – men så let er det ikke for folk med alarmerende spilletendenser, der ikke selv har indset det endnu.

“Hos folk der spiller meget i forvejen, ved vi at en spillereklame, kan skabe noget spilletrang. Der skal ikke ret meget til. Hvis man er glad for at spille, så reagerer man typisk stærkt på ting, der minder en om spil.” Sådan uddyber ludomaniforsker Thomas Marcussen effekten af spilreklamer på folk med dårlige spilletendenser.

Han forklarer yderligere, at en spillereklame ikke har nogen umiddelbar effekt på personer, der ikke spiller. Det mener han, at reklameproducerende virksomheder er klar over, og at de derfor bevidst sigter efter dem, der spiller lidt mere, end hvad godt er.

Død over spilreklamerne

Det er tydeligt, at Jesper ikke står alene med sine frustrationer mod spilreklamer. Faktisk er klart de fleste enige med ham. I Jespers ideelle verden var spilreklamer helt forbudt, og selvom det lyder nærmest umuligt, går det lige så stille i den rigtige retning.

Flere og flere kommuner begynder nu at tale om at forbyde spilreklamer på offentlig transport, og d. 16. maj 2022 tog Randers kommune skridtet og vedtog dette. Ikke flere reklamer på offentlig transport.

”Det er ikke hos offentlig transport, jeg ser det største problem. Fjernsynet er problemet, men det går den rigtige vej,” lyder det for første gang med et snært af håb i stemmen hos Jesper, der stadig mener, der er rigtig lang vej igen.